40 kommuner er endnu ikke klar til at beskytte persondata
Fra i dag 25. maj skal persondata beskyttes bedre, men mindst 40 kommuner er ikke klar til at løse opgaven, viser en rundspørge fra DR Nyheder.
86 kommuner har besvaret rundspørgen, og 41 kommuner oplyser, at de ikke er klar. Flere af dem begrunder det med, at de nye regler er komplekse, og at de danske myndigheder har været lang tid om at lave vejledninger, til hvordan kommunerne skal leve op til dem.
40 kommuner oplyser, at de er klar. Men flere af dem tilføjer, at det er svært at love ufejlbarlighed, da kravene er omfattende. Fem kommuner ved ikke, om de er klar. De resterende kommuner har ikke besvaret rundspørgen.
Varde er en af de kommuner, som endnu ikke lever op til de nye krav. Ifølge kommunaldirektør Mogens Pedersen vil det formentlig først ske om et halvt til et helt år. Blandt andet mangler kommunen at få helt på plads, hvilke oplysninger kommunens forvaltninger må udveksle med hinanden. Kommunen skal også undersøge, om det er for let at bryde ind i skabe og skuffer på rådhuset, skolerne, plejehjemmene og andre kommunale instanser. Så spørgsmålet er, om de er sikre nok til opbevaring af fysiske data.
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven regulerer området for behandling af personoplysninger fra den 25. maj 2018. Persondataloven og sikkerhedsbekendtgørelsen bliver dermed ophævet, oplyser KL.
Ifølge KL bør man i kommunerne fokusere på 11 punkter:
1. Etablér en implementeringsorganisation
2. Brug årlige sikkerhedsmålinger og analyser
3. Udpeg en databeskyttelsesrådgiver
4. Informér medarbejderne om de nye regler
5. Indgå databehandleraftaler
6. Færdigudfyld fortegnelser, når de kommer fra KL
7. Tilret blanketter ift. nye oplysninger til borgerne
8. Implementér de nødvendige processer og arbejdsgange
9. Sørg for, at it-systemerne lever op til kravene
10. Implementér de nye sikkerhedskrav
11. Udarbejd evt. konsekvensanalyser.
Læs om de 11 punkter og find konkrete værktøjer i Anbefalinger til direktionens opmærksomhedspunkter – implementering af databeskyttelsesforordningen (pdf)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.